Levende legekultur skal vokse i Holbæk Kommune

marts 15, 2022

Lærere, pædagoger, familier og børn kan nu se frem til indsatser, der skaber en levende legekultur i Holbæk Kommune. Indsatserne er en del af et netop godkendt samarbejde.

På tværs af daginstitutioner, folkeskoler, foreningsliv og boligområder bliver legekulturen styrket med ”Levende Legekultur”. Det er titlen på en række indsatser, som over tre år finder sted i samarbejde mellem kommuner og Gerlev Center for Leg & Bevægelse.

Holbæk Kommune kommer med ombord, efter Udvalget for Kultur og Fritid 9. marts godkendte samarbejdet, og fokus er på indsatser i områderne Tuse og Absalon i Holbæk.

Baggrunden for beslutningen er, at legekulturen i undersøgelser viser sig at være under pres. Mange børn har brug for i højere grad at lege, bevæge sig og udvikle legekompetencer samt motoriske evner, hvilket det kommende samarbejde imødekommer.

"Faglige læringsmål er vigtige, men det er også vigtigt med leg og en kombination af de to ting. Leg er nemlig en måde at udforske verden, os selv og vores medmennesker på. Der er brug for et større terræn til den slags i institutioner, skoler, SFO'er og foreninger, og det er er noget, Levende Legekultur kan bidrage til. Det kommer til at gavne kommunens børn, unge, pædagoger, lærere og frivillige," fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Uden leg, ingen udvikling

Hos Gerlev Center for Leg & Bevægelse ser projektleder Frank Lambert frem til samarbejdet med Holbæk Kommune.

"Det er meget positivt, at vi nu også skal samarbejde med Holbæk Kommune. På den måde kan vi være sammen om at formidle og styrke de kvaliteter, der kendetegner en levende legekultur. Det drejer sig om, at leg giver glæde, bidrager til social og kropslig dannelse - men også at leg skabes i fællesskab og binder os sammen på tværs af alder, køn, etnicitet og politik," fortæller han.

I Lauritzen Fonden er man glade for at støtte Levende Legekultur og ser frem til at få Holbæk Kommune med ombord.

"Leg er en vigtig del af livet. Uden leg, ingen udvikling. Derfor støtter vi også Levende Legekultur, som de seneste tre år har arbejdet for at forbedre rammerne for fri leg og social trivsel i daginstitutioner og skoler i fire kommuner i Danmark," siger Inge Grønvold, direktør i Lauritzen Fonden, og fortsætter:

"Det glæder os, at Holbæk Kommune nu også vil lege med og ser perspektiverne i en levende legekultur til gavn for både børn og voksne. Forhåbentlig kan indsatsen på sigt bidrage til at skabe øget bevidsthed om legens vigtige betydning for børns udvikling og trivsel," slutter hun.

Tværgående forløb

Et af indsatsområderne er legekultur som pædagogisk metode. Her gennemføres et undervisningsforløb på tværs af pædagogisk personale i skoler, institutioner, helhedsplaner og foreninger. Fokus er blandt andet på faglig viden om leg, brobygning og samarbejde om idræt på tværs af SFO’er, klubber og foreninger.

Der bliver også etableret kurser i bevægelseskultur for de største børn og unge. Kurserne inddrager både unge og voksne, som er tæt på målgruppen, og der er mulighed for at uddanne legeagenter og blive højskolelever for en dag. Ligeledes kommer der særlige indsatser, som opbygger legekompetencer i udvalgte boligområder. Det dækker over blandt andet familielege og besøg hos foreninger.

Der nedsættes desuden et tværgående legeråd, som i alle tre år arbejder med at udvikle og forankre legekulturen i Holbæk Kommune. Det kan eksempelvis være samarbejde om det maritime miljø, motionsuger og sommer-camps.

Projektet finansieres gennem kommunal egenbetaling og Lauritzen Fonden, der bidrager med 12,6 millioner kroner til den samlede indsats i de fem kommuner, der udover Holbæk også tæller Helsingør, Esbjerg, Slagelse og Aalborg.

På billedet ses borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og projektleder for Levende Legekultur Frank Lambert give hånd på det nye samarbejde.

phone-handsetmagnifier linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram