I pinseugen blev Korsør Havn forvandlet til et eventyrligt bevægelsesområde, da Levende Legekulturs legeskib lagde til kaj. Her lå det omgivet af autentisk sejlende dansk kulturarv med de smukkeste træskibe fra nær og fjern.
Bevægelsesinstallationen, som Center for Leg & Bevægelse havde med, bestod af to røde containere. Den ene indrettet som en klatrecontainer, og den anden fyldt til randen med legeudstyr, parkourstativ, spil og bevægelsesglæde. Og både på kaj og ombord på den smukke skonnert blev man mødt af friske legematroser, som instruerede i fælleslege og delte gode fortællinger om skibet.
Ud over mange lokale besøgende, havde Legeskibet også besøg af TV2 Vejret. Her talte Ellen Nybo (vejrvært TV2) med Nikolaj Nilsson (projektmedarbejder Gerlev Center for Leg & Bevægelse) blandt andet om legens mange kvaliteter - og hvorfor det er så vigtigt netop at lege.
Efter sommerferien sætter Legeskibet kursen mod Esbjerg Havn (uge 33) og Nibe Havn (uge 34). Levende Legekultur følger naturligvis med og inviterer alle til at kigge forbi.