Over sommeren er havnene i Korsør, Esbjerg og Nibe blevet forvandlet til eventyrlige bevægelsesområder, da Levende Legekulturs legeskib lagde til kaj.
Fordelt på tre uger stævnede skibet mod havnebyerne Korsør, Esbjerg og Nibe, hvor børn fra otte skoler og tretten daginstitutioner hver formiddag fik muligheden for at komme ombord på skibet, boltre sig på den store bevægelsesinstallation på kajen og lege fælleslege med legematroserne. Om eftermiddagen var der åbent for alle, og med en fantastisk vejrudsigt bød det på høje besøgstal og glade gæster.
I dækning!
Hvad er klokken hr. Kaptajn? Klokken er… tre. 1, 2, 3 hop tæller børnene, mens de nærmer sig den sultne kaptajn. Hvad er klokken hr. Kaptajn? Klokken er… spisetid. Lyden af børnehvin breder sig nu på hele havnen, da legematros Ditte med et brøl kommer løbende efter den store børneflok, der nu alle skynder sig i dækning bag jollerne.
Hermed et lille glimt af, hvordan hverdagen så ud på Legeskibet, der netop har haft sit sidste besøg i år. Legeskibet er en del af projektindsatsen Levende Legekultur, som har til formål at styrke legekulturen i Danmark.
Et hav af lege
Legeskibet var ladet med glade legematroser, der satte gang i en folkefest på havnene med fokus på at styrke bevægelsesglæde, legelyst og positive fællesskaber. Legematorserne er altid klar med en udfordring og de besøgende kunne bl.a. prøve:
- En sjov og udfordrende klatre- og aktivitetsrute rundt på hele installationen
- Sving, hop og udfordringer på Legeskibets parkourområde
- Sømandstræning på alle niveauer
- Bevægelseslege på blødt underlag for de mindre
- Mindst ti forskellige traditionelle og nye bordspil
Mange slap deres indre legebarn løs, og samtidig var der rig mulighed for at opleve en vaskeægte skonnert og blive draget af det store skibs mystik og eventyr gennem rundvisninger og gode fortællinger om skibet fra legematroser og skibets ”rigtige matroser”.
Et skib ladet med inspiration
Esbjerg Kommune byder Legeskibet velkommen i Esbjerg Havn, fordi de bakker op om det budskab, som Legeskibet sejler med. Leg og bevægelse for børn og unge er et tema, som også i Esbjerg Kommune prioriteres højt:
– Esbjerg Kommune ønsker at styrke børn og unges leg, læring og kreativitet, så de udvikler en nysgerrig og åben tilgang til den omverden og kultur, som de færdes i. Legeskibets besøg kan inspirere til nye ideer og fortsat leg for både familier, skoleklasser og daginstitutioner, siger Jakob Lose, formand for kultur- og fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.
Vi glæder os til at sætte sejl igen næste år!
____________________
Om Levende Legekultur:
Leg er en vigtig del af livet, for børn såvel som for voksne. Desværre har legen ikke samme plads i vores hverdag, som den har haft tidligere. Mange lege går i glemmebogen, hvis de ikke bliver leget og givet videre fra generation til generation. Derfor arbejder Levende Legekultur også for at styrke legekulturen i hele Danmark.
Levende Legekultur og Legeskibet er udviklet af Gerlev Center for Leg & Bevægelse og Gerlev Idrætshøjskole med støtte fra Lauritzen Fonden.