
Ingen kan fortælle en historie så levende som Frank kan. I selskab med Frank tages man på en rejse, både indre og ydre, i et legende univers. Det er en rigtig god egenskab at kunne tryllebinde mennesker, når man som Frank er tovholder på et projekt der jonglerer nogle af landets største kommuner i opgaven med at få bredt en levende legekultur.
En god leg for Frank er en leg med bevægelse. Derfor inddrager han bevægelser, når der skal leges - gerne lidt vildt, for kroppen husker ofte bedre end hovedet gør. Det er brugbart, når noget skal udfordres eller udvikles - og det er netop her at legen bliver et fantastisk redskab.
Frank har udfordret sine egne bevægelser, med alt fra dansens verden til fuld spurt i en kajak. Han er en hurtig løber og dygtig gymnast, hvilket ses i hans adrætte hop fra det ene undervisningsmodul til det næste.
Når Frank er på en lang køretur til en af landets institutioner, er det med en stor pose lakridser og på passagersædet en bold eller et reb. For med de to ting har han allerede materiale til flere hundrede sjove lege.