Alle der arbejder med pædagogisk ledelse, har et ansvar for at tale legen op!
Maj-nummeret af Ledelse i morgen er ude og legeforsker Ditte Winther-Lindqvist bidrager med en artikel og et opråb til skoleledelsen.
For leg styrker den mentale velvære, sundhed og fællesskaber som nyeste undersøgelser peger på at flere børn savner i en tidligere alder. Derfor skal den prioriteres og tales op.
Leg sætter gang i en kædereaktion af trivselsoplevelser for de der leger. Det gælder både børn, unge og voksne. Legen skaber særke fællesskaber på tværs af generationer, fagskel og børnegrupper. Derfor har alle der arbejder med pædagogisk didaktisk ledelse, et ansvar for at tale legen op.
Vi bringer her et uddrag fra artiklen i Ledelse i morgen, men opfordrer dig til at læse hele artiklen.
For at vi kan styrke legekulturen, skal vi give legen et tiltrængt mandat, og det er ledelsens opgave. Desværre savner legen stadig status i praksis, selvom vi ved at den er vigtig, er det vanskeligt at prioritere tid, rum og anerkendelse af legen.
Når ledelsen ikke bakker tilstrækkeligt op om at styrke en levende legekultur, kommer indsatsen til at hvile på nogle få bannerførere for legen, i stedet for at blive en del af den fælles kollegiale praksis.
Modellen nedenfor illustrerer de centrale elementer i det vi kalder legemod - modet til at lege - og som ledelsen spiller en central rolle i. Vi har i samspil med pædagoger og ledelsen (og øvrige aktører) anvendt modellen til at tale om teori overfor praksis, for at nå ind til det, der ligger forud for modet til at prioritere og tage handling på en levende legekultur.
Legemod kommer ikke af sig selv
Gennem tydelig ledelse, der prioriterer legen, sker det, at legen anerkendes for sin vigtighed, og herigennem bliver det oplagt, at vi må sætte gang i legen, hvis vi vil styrke en varieret legekultur. Det er ikke så nemt som det lyder. Det kræver færdigheder og erfaringer. Hvilke lege er for eksempel gode til små og store grupper, og til børn i forskellige aldre? Hvad kan man i det hele taget lege? I de her rum? osv. Det bliver tydeligt at nogle medarbejdere er rigtig gode til det, mens andre ikke aner, hvad de skal gøre med opgaven. Vi savner pædagogisk personale med legedidaktisk viden, og det er en af forhindringerne for legemod i dag.
Af samme grund kan vi måske se at legemodet kræver eller forudsætter at personalet har stærkt følgeskab hos børnene. Og det er ikke alle ansatte, der har lige meget følgeskab. Det er lettere at få børnenes følgeskab i dagtilbud end i skolen, på SFO og i klubben. Det er en barriere for personalet, hvis de ikke kan regne med børnenes tilslutning til leg - de risikerer at tabe ansigt og miste kontrol med børnegruppen, hvilket giver legeangst fremfor legemod.
Vi har diskuteret netop dette på en forskningscirkel i Helsingør: "I SFOen skal man virkelig være en god inspirator for at få børnene med og fastholde dem i den leg, man sætter i gang. Det er bare ikke for alle." En lærer understøtter med følgene udsagn: "Det kan være ustyrligt at starte en leg, når man ikke ved, hvad det sætter i gang i børnegruppen, og man f.eks. er alene med børnene."
Hvis der er opmærksomhed på udfordringer med følgeskab og legemod som den voksne, der leger, kan vi også bedre understøtte netop denne deltagelse. Igen kan vi se, at ledelsens opbakning spiller en vigtig rolle. For med ledelsen i ryggen opmuntres organisationen til at skabe mulighed for makkerskaber omkring legen og for gode strukturer for videndeling i hverdagen f.eks. sin et fast punkt på møderne.
