Legemodige voksne spiller en central rolle for at styrke legekulturen. Voksne som tør kaste sig ud i legen, slippe kontrollen, overgive overblikket og sig selv hen til legens kaos og børnene. Men det giver større faglig status at bevare overblikket, end at lege med børnene. Derfor er der stadig nogle faglige barrierer for at prioritere legen I det pædagogiske felt.
Legemod er:
- at tage initiativ til at lege
- at takke ja til invitationer til leg
- at turde spille åbent ind i børns leg
- at slippe kontrol med situationen
- at ”miste overblikket” for i stedet at være opslugt i legen
- at understøtte børnenes mærkelige meningsspring kreativt (f.eks. kan vi godt købe fisk hos bageren og flyve til månen bagefter)
- at slippe voksen/lærer-rollen, men beholde autoriteten
- at være i øjenhøjde med barnet - men at fastholde et pædagogisk sigte i at være med
Legemod kan ikke stå alene
Legemod kan hverken stå alene eller komme af sig selv. Legemod sker gennem en opbakkende ledelse, som prioriterer legen og sikrer gode rammer for legen i hverdagen. Sker det, at legen anerkendes for sin vigtighed - herigennem sættes fokus på at voksne der sætter gang i legen styrker en varieret legekultur.
I modellen nedenfor vises legemod i samspil med de komponenter som har afgørende indvirkning på om legemodet hos voksne får plads til at modnes.
Modellen er udviklet som et resultat af den samskabende forskning mellem teoretisk og praktisk viden, hvor praktikernes erfaringer og fortællinger har gjort os skarpere på de potientialer og barriere, der eksisterer for at skabe en rig legekultur.
Det er nemlig ikke så nemt, som det lyder. Det kræver legedidaktisk viden og erfaring, kendskab til forskellige lege, øvelse og træning af sin legemuskel før at man bliver en god legekammerat, som får et stærkt følgeskab hos børnene.
Legemod kræver ledelsens opbakning
Der mangler pædagogisk personale med legedidaktisk viden, og det er en af barriererne for legemod i dag. Og det er ikke alle ansatte, der har lige meget følgeskab. Det er en barriere for personalet, hvis de ikke kan regne med børnenes tilslutning til leg – de risikerer at tabe ansigt og miste kontrol med børnegruppen, hvilket giver legeangst fremfor legemod.
Hvis der er opmærksomhed på udfordringer med følgeskab og legemod som den voksne, der leger, kan vi også bedre understøtte netop denne deltagelse. Igen kan vi se, at ledelsens opbakning spiller en vigtig rolle, for med ledelsen i ryggen opmuntres organisationen til at skabe mulighed for makkerskaber omkring legen og for gode strukturer for videndeling i hverdagen f.eks. som et fast punkt på møderne.
De voksne, der leger, har brug for makkere, der kan bakke op om legen. Den ene sætter gang i en leg, mens den anden er 'flyveren' (der tager sig af de andre opgaver). Eller den anden kan også være med i legen – det hviler ikke på den enkelte at få det til at ske.
